En sjov bog, en roman med
god og humoristisk klangbund; man klukler hele vejen igennem. Så er det
sagt.
Bogen har fået en ualmindelig og nærmest uansvarlig medfart i medierne,
da den blev udgivet. Det er synd, men også såre forståeligt, idet der er
så meget bid i bogen og så megen ironi og sarkasme med indirekte, skjult
fingerpegning af det etablerede, at man må enten som sådan må forsvare
sig vildt eller smide bogen hovedrystende fra sig.
Jacob Haugaard kender jo på mange måder det etablerede system indefra,
idet han trods alt har sidder i folketinget. Med løfter som medvind på
cykelstierne og nutella i feltrationerne har han skabt sig et billede
af, at han ikke har meget tilovers for politikernes og herskernes
arbejde. Det blev så understreget i et interview år senere, hvor han
fremhævede, hvordan han på Christiansborg sad med benene oppe på
skrivebordet og bare ventede på, at klokken skulle blive fire.
Det er derfor næsten en naturlov, at befolkningen herefter er blevet
voldsomt splittet over mandens seriøsitet.
Der er dog ingen tvivl om, at han har humor, viden, bid, og også til
dels pennen i skarp behold.
Hans skrivevogn i baghaven har altså ikke stået der forgæves.
Det kommer meget klart til udtryk i romanen, der på overfladen handler
om et par langtidskriminelle, hvis hyggetid i de danske fængsler ser ud
til at være forbi, for nu bliver de deporteret til en flygtningelejr i
Libanon, idet systemet har fundet ud af, at man på den måde kan spare
penge. MANGE penge!!!
I substansen handler bogen om, hvor let til falds store dele af verden
og medierne er, når der er en god historie, som kan forstumme alle
samfundets kritiske røster ved hjælp af en idé og efterfølgende
dokumentarskildring, der lægger gaderne øde.
Jacob Haugaard har vist haft en fest med at skrive bogen. Det bør han i
hvert fald have haft, for det er en fest at læse den. Bare sådan nogle
små absurditeter som, at de i Bruxelles misforstår Callesen-modellen,
som projektet hedder og tror, at den går ud på, at for hver gang Danmark
tager en flygtning fra Mellemøsten, må de sende en kriminel den anden
vej.
Så er det altså man begynder at tænke lidt på, hvad har de i
virkeligheden misforstået dernede.
Eller hvad med den her:
Judiths personlige tilgang til politik var blevet: Ser du problemer, så
lad dem være. Du skal ikke gøre noget ved noget som helst, før andre
tvinger dig; det giver færrest problemer.
Gæt så selv hvem det kan være en stikpille til.
Sådan er bogen hele vejen igennem fyldt med små, kald dem bare perfide,
dobbeltbundede og indirekte øretæver til mennesker, systemer, medier og
politikere. Vi står så som læsere midt i det hele og kan kun frydes
over, at her er en af vore kulturpersonligheder, der har sat sig for at
fremstille tingene i det perspektiv. Så vi selv begynder måske endda at
tilegne os lidt mere kritisk stillingtagen.
Helt nede på jorden, stille og roligt. Romanens ironiske skær er iøvrigt
suppleret med en skæg lille detajle fra forlaget, der på inderflappen
skriver, at dette er 2. gennemsete og rettede oplag."
Bogen kan købes bl.a. hos Bog og Ide og Saxo.com
I 1999 forfattede jeg bogen "Det ærede medlem: Hofnarren" hvor jeg fortæller om valgkampen, arbejdet i Folketinget, demokratiet, og samarbejdet med folketingskolleger og pressen.
Det ærede medlem: Hofnarren kan købes hos bl.a. Gucca.dk og BogJensen